Page 9 - Sognenyt_Aug_2019

ske arbejdsløshed, og da vi giftede os ger i hverdagen. Den skal helst ligge i fa-
ved juletid for 46 år siden, tømrede han ste rammer.
et solidt træhus sammen til os her i sko- ”Her om vinteren står jeg først op, når det
ven, og jeg opgav lærergerningen for at er lyst. Jeg starter med at få komfuret og
hellige mig husmoderhvervet. Min mand kakkelovnen til at fungere og give hun-
tog arbejde rundt omkring, men det kneb den og katten deres morgenmad. Når jeg
alligevel med at få pengene til at slå til. selv har fået en kop kaffe, traver jeg halv-
Heldigvis havde vi penge til at købe en anden kilometer til den nærmeste gård
ko, og til den byggede vi en lille stald i og henter frisk mælk. Det er en skøn tur,
skoven. Så var der i hvert fald mælk og som nok kan give mig den motion, jeg
smør på bordet. har behov for. Når jeg er hjemme igen,
Min mand og jeg elskede at knokle med henter jeg træ og vand. Vinteren er ikke
den dårligste jord. Vi søgte med vilje efter nogen særlig plage for mig. Jeg sørger
noget, der virkelig trængte til en kærlig altid for at have godt med dåsemad og
hånd.” mel og brød i huset. For syv år siden var
I begyndelsen savnede Ellen lærerger- jeg sneet inde i fem dage, inden det var
ningen, men tilværelsen i skoven var så muligt for vejvæsenet at nå frem med
lykkelig, at hun hurtigt glemte at længes sneplov. Det eneste jeg er bange for i den
tilbage til skolestuen. forbindelse er, at folkene skal glemme, at
Hele livet har Ellen levet i petroleums- jeg bor her i skoven.”
lampens skær.” -Og så kan jeg også dø Ensomhed er kun et begreb for Ellen.
med det,” siger hun. Værst var det under ”Jeg har jo min hund, min kat og ikke
krigen, hvor det var svært at skaffe pe- mindst naturen. Jeg synes, den byder på
troleum, men damerne i det nærliggende så mange overraskelser, at det er umu-
Kelstrup var flinke til at samle stearinlys- ligt at falde hen i ensomhed. Selvfølge-
stumper til hende. lig savner jeg min mand, men han havde
Efter anden verdenskrig blev skoven og været syg i nogle år, så det var kun godt
de sommerhuse, der lå i den, udbudt til han fik fred. Han blev 89 år og havde le-
salg. Vi havde i mellemtiden fået flere vet sit liv.
køer, og dem solgte vi nu og købte i ste- Her i skoven kender jeg ikke til stress og
det en del af skoven. Det var en lykkelig ufred, som de øjensynlig kæmper mod i
tid, hvor vi kunne bestille noget med vore byen, og selvom jeg gratis fik tilbudt et
hænder. hus i byen, ville jeg aldrig drømme om at
Ellen kan nok holde varmen, når vinter- tage imod det. Nej jeg kan kun leve her,
stormen raser udenfor. Huset er solidt, og jeg håber at jeg må have kræfter til at
men for syv år siden var det ved at falde blive boende og klare mig selv.”
ned ad skrænten og måtte rulles cirka 50
meter tilbage. Havet havde undermineret En elskelig gammel dame er Ellen, og
jordlagene, men huset er gjort af solidt som et levn fra lærerinde-tiden en dame,
tømmer, så det holdt til flytningen. der vil have orden i sit hus. Sin høje alder
Ellers er Ellen ikke så meget for ændrin- til trods gør hun rent hver dag. ”Jeg har

www.vilstrup-sogn.dk 9